Adolf Olschansky
Erindringer og oplevelser
Lidt om min soldatertid

Den bedste soldat

Vi var i trøjen i 1914 som infanterist - eller knoldesparker som det blev kaldt. Jeg ville ikke have undværet den tid for alt i verden med sine glæder og sorger.

Hvad er soldatens første pligt. At villigt og nøjagtigt at efterkomme enhver af ham foresatte ham given befaling. Gør han dette vil de kunne stole på ham som han på dem.

Jeg havde sat mig i hovedet at blive en virkelig god og dygtig soldat. Jeg kunne lide det! Sportstrænet som jeg var af at være artistbarn. Jeg var en fin Parteregymnast og trapetskunstner og en prima skytte. Jeg havde lært at gå på line og ride. Kort sagt alt indenfor artistbranchen.

Da jeg også var udlært som konditor, blev min første tid ved militæret i køkkenet på Avedørelejren, som den gang var helt ny. Alle træerne var små buske og man kunne se langt ud over markerne. Nu er der skov omkring lejren.

Som circusbarn havde jeg aldrig gået i skole og jeg kan derfor endnu ikke bogstavere rigtig. Jeg har lært mig selv at skrive, så det er nogenlunde læseligt. Jeg kan heller ikke regne, så jeg må stole på at folk ikke snyder mig. Når jeg siger det til folk, morer de sig og siger: Din gamle bandit. Den må du længere ud på landet med. Men det er nu engang sandheden. Sandheden lyder ofte som løgn.

Vi skulle have vores første præsentation for vores oberstløjtnant ude på pladsen foran køkkenet. Jeg havde fået for lidt eksersist på grund af min køkkentjeneste.

Alle mand ret. Højre om. Der var kun en som ikke vidste hvad højre og venstre var. Det havde jeg ikke lært, og derfor lavede jeg venstre om til megen moro for kaptajnen og de andre officerer.

Træd ud og kom her hen. Ved De ikke hvad højre og venstre er? Nej, jeg er socialdemokrat. Det siger min bedstefar. Er De gal mand. Hvor kommer De fra. Jeg kommer fra kykkenet. Fra kykkenet. Ved De ikke, at det hedder køkkenet? - Nej mit (### sprog) var fra Reverdilsgade.

Vil De øjeblikkeligt tage den mand ud, og jeg vil se ham, når han har lært højre og venstre og et andet sprog. Ja vel Hr. oberst.

Så fik jeg min sag for med øvelser i tide og utide. Jeg blev en meget dygtig soldat til det hele. Bajonetfægtning. Springe over hesten - væddeløb. Altid var jeg nummer 1 i alle legemsøvelser.

Underofficererne kunne lide mig. I mange ting var jeg dem overlegen. I sær når vi havde gymnastik. Jeg slog rundart flikflak saltemortale ud i et køre. Den kunne de ikke stikke. 50 flikflak på stående fod og mange andre spring fra min artist tid.

Jeg erindrer, efter at vi havde haft en meget lang marchtur og alle var trætte. Da vi kom hjem til kasernen smed de alle støvlerne. De skulle have benene under koldt vand. - Min sergant var stolt af mig. Han sagde: 80! Hvad gør en rask soldat efter en marchtur? Så slog jeg rundart flikflak salto med fuld oppakning med bæltet fyldt med patroner. Så klappede de alle i hænderne og min kaptajn kaldte mig over til sin bopæl.

Han hed Hones de Liktenberg. De er jo en dygtig soldat trods deres sprogfejl. Jeg mangler en man som Dem. Vil De være min oppasser? Det vil De ikke komme til at fortryde. Javel Hr. kaptajn og så var jeg oppasser.

Jeg holdt meget af Hones de Liktenberg. Han var Kammertjener Herre hos Kongen. Jeg tror nok det var noget meget fint. Jeg mindes, at han fortalte mig, at der var noget med en nøgle som hang ved bæltet. Jeg tror den var af guld, men måske husker jeg forkert.

Jeg er jo gammel, og hvis jeg siger noget forkert, så er det ikkke med forsæt. Jeg prøver at holde mig til sandheden.

Når vi havde vore lange marchture, og vi var ved at være sure, sagde løjtnanten: 80, må vi få en opsang, og jeg var altid parat som første sanger yderst på fløjen med højt humør. General Napoleon med de titusind mand. Eller den her: En bukseknap fandt man i Polen men det var nu slet inte hans. En dag i maketutten de fandt en hun som der var død. Den næste dag så fik de grilleret lammekød. Derfor går vi så glad hen i Maketutten og der får vi vores mad stoppet ned i skrutten

Jeg var aldrig træt, altid glad og slagfærdig. Jo sikke tider. Lykkelige dage.

Men så kom krigen og sikringsstyrken blev mobiliseret. Vi rykkede sammen på stuerne, hvor vi før var 30 mand. Var nu pakkede som sild i en tønde. Vi lå i halm på gulvet som svin i en sti. Alt var kaos og usikkerhed.

Som tiden gik, blev vi flyttet ud til bønderne på landet. Det syntes jeg bedre om.

Vi skiftede ofte kvarter. Nogle forstod alvoren og var meget søde ved os, men andre var sure og meget ugæstfri. Vi tog alt som det kom. Ved de søde var vi søde, og ved de onde var vi onde.

Jeg husker et sted, hvor vi var indkvarteret hos en mand som de kaldt (### russer) slagteren. Han havde nogle heste ude på marken, og en af hestene jagede vi flere mil væk fra gården, helt på den anden side af Køge. Der gik flere uger, før han fik sin hest tilbage, som han troede at nogen havde stjålet.

Vi skulle selv lave mad i en grukedel i vaskehuset. Jeg var kogemester og havde to mand til hjælp til at stjæle kartofler og hente kød hos fouracerings mesteren samt brød og meget andet godt.

Mine to kammerater og vores kornet var fulde af højt humør. Kornetten havde stjålet en høne og kom i suppen. Det var vi ikke længe om, og vores suppe var meget efterspurgt af officerer og gæster samt menig. Vi havde altid besøg på gården, men det tyndede svært ud i hønsebestanden, så gode råd var dyre.

Oksekødet var tørt, Det vi fik udleveret, så vi længdes efter svinekød. Hvad gjorde vi. Vi stjal et svin og gemte i høet. Så havde vi kød i flere dage og stort gæstebud til langt ud på natten. Nogle officerer og venner kom med øl og snaps, og vi dansede med pigerne fra de andre gårde. Der var også unge koner. Alle var de i hopla. Ja sikket liv i sus og glæde. Ja det var en herlig krig i 1914. Vores største problem var at gemme benene af hønerne og grisene og holde bonden på afstand.

Det lønner sig aldrig at være sur. Det er moralen af en ond bonde. En ledvogterkone som skulle passe led ved banen ved Roskilde, hvor vi skulle gå vagt ved en lille bro, som militæret var bange for at den skulle blive sprængt af fjenden, hun kom hver nat kl. 12 med sin lille spånkurv med kaffe og wienerbrød eller franskbrød med ost på. Hele vagtholdet nød godt af hendes godhed i 8 måneder. Jeg stod vagt, da vi skulle flytte samlede jeg penge ind, så vi kunne give hende en gave. Hun fik et kaffestel af det med bakke til og indgraveret: Fra dine venner 80 - 83 - og videre. Alle ville være med. Kornetten og jeg og en menig mere overrekte det samt en meget stor buket nelliker. Hun græd af glæde og senere blev hun omtalt i avisen. Hun kvitterede os alle ved at byde på kaffe på affholdshotellet med mange taler af menige og officerer. Således blev moralen af en god gerning udført af en fattig ledvogterkone. Hvad du gør af godt mod andre vil du få tusindfold igen.

En sten i støvlen

Krigen fortsatte og jeg levede med i ondt og godt.

Vi havde mange hårde ture ved vinter og sommer i pløre og regn. Den første gang jeg blev straffet som soldat var et knæk for mig. Jeg var jo så glad i tjenesten.

Det kom en klar sommerdag på en marchtur hvor jeg fik en sten i støvlerne. Jeg bad underofficeren om at træde af og fjerne stenen. jeg blev derfor sendt til løjtnanten som sendte mig til kaptajnen min ven Hones de Liktenberg hvor jeg anmodede om at fjerne stenen fra min fod som smertede og blødte.

Han sagde at jeg bar mig urigtigt ad og jeg skulle gå tilbage i geleddet og begynde forfra!

Min smerte var nu så stor, at jeg forsøgte at forklare kaptajnen at det ikke lod sig gøre. Han blev meget vred og sagde: gå på plads, hvortil jeg svarede at jeg ikke kunne mer for smerter.

Han forsøgte at ride mig ned, men da hesten var et klogt dyr standsede den sin galop så brat at den slog sine tænder i nakken på mig så jeg stod på snuden med et ordentlig hul i nakken hvoraf jeg endnu har ar af alle hestens fortænder.

Jeg var nu desperat og stak min bajonet på geværet og langede ud efter kaptajnen som flygtede i rædsel for at blive dræbt. Kampen var kort. Jeg blev slået til jorden af 4 af mine kammerater. De holdt mig nede og bandt mine hænder og fødder. Jeg lå i grøften og var syg af smerte. 4 mand og en kornet skulle blive tilbage og passe på at jeg ikke fik bersærkergang.

Da jeg kom til bevidsthed lå jeg i en høstvogn med hø i bunden og 5 vagtsomme mand til at passe på en syg forurettet soldat. Jeg blev først ført til en lille by og smidt i et brandskur som man den gang havde på landet. Der lå jeg uden vand eller noget. Blodig og forslået med en gammel oversergant og 2 menige som skulle passe på. En stor hængelås for porten. Alt var låst og jeg stank af lort, bræk, blod og muggent hø.

Den værste soldat

Mit had til militæret var uforsonligt.

Fra den dag blev jeg den mest straffede person i militæret. Jeg havde 57 krigsretssager. Alt fra vold til mordforsøg. Jeg ønskede kun at dø og straf påvirkede mig ikke. Jeg var ligeglad og gjorde præcis hvad jeg ville.

Mine underofficerer trøstede mig. Intet hjalp.

Min ven kaptajnen som var indkvarteret på præstegården lod mig kalde og ville gøre alt godt. Han var meget ulykkelig og græd. Han gav mig uldent undertøj og en pakke med chokolade samt en hilsen fra kammerherreinden og en stor pakke mad. Jeg kendte fruen fra min oppassertid. Hun var en myndig dame med et hårdt ansigt. Men lige meget hjalp det. 80 var og blev uforsonlig.

Så blev jeg kaldt og ført til obersten, som ville tale med mig. Han var meget høflig og forklarede mig, at jeg kunne blive dømt til døden hvis vi havde været i krig. Han spurgte mig mig ud om alt fra min barndom til nu hvor jeg stod for en af de strengeste straffe i militæret: 5 x 6 dages vand og brød i mørk arrest i bøjen.

Jeg skulle få en mild dom, hvis man kunne finde ud af om jeg var sindsyg.

Har de aldrig slået hovedet som artist? Jo det har jeg gjort mangfoldige gange, men jeg tror bestemt ikke at jeg er tosset af den grund.

Min familie blev kaldt til obersten. Min tante og mine brødre. Men de havde aldig bemærket at jeg var tosset. Hvis nu alligevel at jeg var skør i bolden, så kunne vi måske få ham kasseret som soldat?

Jeg røg på 6. afdeling hos professor Fridenrik Kommunehospitalet: Han er modtagelig for straf men er en uomgængelig person. Og så blev jeg dømt efter alle kunstens regler.

Jeg brød ud af fængslet flere gange. Kom frivilligt tilbage, og dommeren spurgte: Hvorfor kommer De igen? Det kan jeg ikke forstå. Jeg svarede, at jeg havde været ude for at blive renset for lus og fået rent tøj. Kort efter brød jeg ud igen og det gentog sig flere gange.

Nu vil de ikke være til nar for mig mere og førte mig til Danmarks ældste arresthus, som hed Stokhuset, hvor jeg blev lænket. Så var jeg færdig med at løbe fra dem. Man sagde, at det var for at beskytte mig. Jeg tror at til slut var jeg ved at blive sindssyg. Stadig lige hadefuld og sindssyg når jeg så en officer. Jeg ville tæve dem alle sammen. Jeg måtte ikke gå med våben mere.

Da jeg kom til mig selv, var jeg igen på Kommune Hospitalet hos professor Fridenrik i pipcellen. En plejemor som så med sympati på mig og som forstod mig, fik mig flyttet til den rolige gang. Hvor længe jeg var der, ved jeg ikke. Jeg vil tro 6 måneder.

Jeg blev godt forkælet og fik colade at drikke, så jeg lignede en bøvet dragon!

Jeg hjalp sygeplejerne om natten med at holde styr på de tossede og så kom nattevagten og kaldte på mig. Vi sad og drak kaffe sammen. Da hun hørte, jeg ikke kunne læse og skrive, forsøgte hun hun at lære mig det. Det kniber stadig med at bogstavere og regne, men ellers klarer jeg mig nogenlunde.

Jeg har siddet i Roskilde arrest flere gange og i Køge arrest, i Sølvgades arresthus, Vestre Fængsel og i mange andre små arresthuse.

Jeg var den sidste fange i Stokhuset, inden det blev revet ned.

Jeg var upåvirkelig af straf og ønskede kun at dø. Ja sådan kan det gå en god og afholdt soldat.

Mange år efter min militærtid mødte jeg min gamle kaptajn uden for Tivoli. God dag Hr. Kammerherre. Kan De kende mig? Jeg er 680.

Af alle mine rekrutter har jeg aldrig glemt Dem. De har bragt mig de største sorger i mit liv men en stor glæde ved at de ikke mere bærer nag til mig. Tak 80. Jeg vil vil ønske alt godt fremover.

Han græd og jeg med. Jeg så ham aldrig mere. Jeg holdt af ham, trods han havde ødelagt min drøm om en god soldat.

Konge revy

Vi havde en stor Konge rev, som varede i flere dage og nætter.

Jeg blev sat langt ud på en høj alene. Jeg skulle se om der kom nogle fjender. Ha, ha. Sikke noget pjat.

Da tiden gik, tror jeg nog, man havde glemt 80, for han holdt jo helt kæft. Det var man ikke vant til fra min side.

Nu ville jeg ikke lege med mere, og derfor afblæste jeg jeg hele manøvren ved at give tegn til afblæsning. Pludselig var min kode opfattet af alle andre poster ude omkring.

Alt standsede. Artilleri, infanteri samt hele den store krig, som man legede. Alle vandrede til deres kvarter, jeg selvfølgelig også.

Da jeg kom forbi kongen med alle sine officerer, sad kongen op ad et træ og spiste sin medbragte mad. Han bed af en klemme, og jeg råbte med høj røst: Velbekomme Deres Majestæt. Og kongen svarede med klar stemme: Tak, og så forbløffet på mig samt alle generalerne.

Lidt efter var jeg igen under arrest for majestætsfornærmelse. Samtidig opdagede de, at det var mig, som havde afblæst den store og meget omtalte Kongerevy. Atter 4 mand og en løjtenant til at passe på mig.

Jeg husker at løjtenanten hed Jan. Jeg skældte ham ud for Janmanden og stak ham en skalle. Han tudbrølede af smerte og jeg lo som selve Satan.

Jeg blev slået bevidstløs med en geværkolbe. Da jeg vågnede, lå jeg i en hvid seng på Rigensgade Militærsygehus med ikke mindre end 3 oppassere til min rådighed.

Jeg følte mig som Jeppe på bjerget. - Hør, må jeg få lidt havresuppe. Men hvor længe var Adam i Paris. - 1 dragonofficer og 2 menige førte mig til Blegdammens Arresthus i en straffecelle uden seng, bord og stol, med et afløb til at pisse i. Der var træbriks som jeg kunne benytte når jeg var træt.

Fængselsdirektøren og en præst kom og fortalte mig, at det var en overgang til at jeg kunne blive rolig.

Men havde jeg ikke været tosset, så blev jeg det. Jeg skreg og bankede til mine hænder var blodige. Jeg ramte panden mod muren. Jeg var desperat.

Pludselig holdt to fængselsbetjente mig, og lægen gav mig en indsprøjtnig. Så var jeg bevidstløs.

Da jeg vågnede igen var det på 6. afdeling hos min ven professor Fridenrik. Mine venner på hospitelet var alle glade for at se mig. Det var lige som at komme i Himmerige. Alle var så gode ved mig. Jeg tror virkelig, at de kunne lide mig.

Efter et stykke tid blev jeg ført i beskyttelsesarrest, og så gik spillet videre. Ja, sikke et liv for mig som elskede min frihed.

En lille novelle fra min soldatertid

Vores reserveløjtnant hed Wodskouv. Han var udlært som dyrlæge og havde studeret. Hans mor var død efter at have slæbt sig ihjel for at sønnen kunne blive student.

Hans far var ostehandler på Vesterbrogade 97 i kælderen. Over facaden stod med store bogstaver: OST OST OST, 3 gange. På dørruden stod med små bogstaver: Wodskouv. En gammel forslidt ostehandler, som lugtede langt væk af gammel ost. Han havde stort overskæg som Fyrst Bylav.

Vi kom marcherende ad landevejen fra Lillerød (nu Allerød) og skulle til Amager Fælled til de store skydebaner for at lære at skyde. Da vi kom til krydset af Vesterbrogade og Enghavevej, begyndte løjtenanten at kommandere stram march. Vi skulle gøre honnør for hans far, som stod i døren og var meget stolt af sin søn, som havde fået en ny uniform og en flot kasket.

Han trak nu sin sabel af skeden og kommanderede: Præsenter gevær, og: Se til højre.

Da for djævelen i mig, og jeg gav en hemmelig kode, at vi alle med høj røst skulle råbe af fuld hals: Ost, ost, ost, hvilket skete præcis udfor det gamle skilt.

Der blev stort postyr, og alle råbte: Ost, ost, ost. Soldater og publikum morede sig alle og lo af fuld hals.

Wodskouv blev helt desperat og løb langs geleddet og gebærdede sig som en sindsyg til endnu mere latter for alle, som så det. Hans gamle blev flov og forsvandt ned i sin ostekælder. Han glemte at være stolt af sin fine søn til løjtnant.

Da vi kom til skydebanen, blev jeg trukket frem som ophavsmand til den megen uregelmæssige postyr. Jeg fik en ny krigsretssag på halsen, men hvad betød en fra eller til.

Vi blev de bedste venner af verden. Han var bange for min vid. Han gav kaffe i makketutten, men han glemte mig aldrig. Jeg mødte ham flere år efter på Mejeriet Enigheden, hvor han var fast dyrlæge og jeg konditor. Vi talte om den gang med Ost, ost, ost, og han indrømmede at han aldrig i sit liv havde været så flov.

Hvorledes jeg uforvarende kom til at drukne et menneske

Det var i året 1914 om sommeren. Jeg var rekrut i infanteriet og bror Lars var ved artilleriet.

Vi mødtes hjemme hos min tante på Søndre Boulevard. Det var meget meget varmt den dag, og vi blev enige om at tage et bad på fri balade (???), som lå nede ved Sukkerhuset. Jeg tror, den hed Rysenstens.

Badeanstalten var fyldt af folk, som badede. Entreen var 5 øre, så vi havde lige råd til at tage en svømmetur, Vi boltrede os og havde det dejligt, da pludseligt jeg blev trukket ned under vandet.

Det var meget ubehageligt, men jeg var habil svømmer og kom hurtigt op igen. Jeg kunne ikke se nogen, som havde gjort det, da pludselig min bror fik den samme omgang. Da han kom op, var han lige så forbavset som jeg.

Vi var nu angst for, at idioten skulle lave en ulykke, da vi så ham svømme hen og trække en ny ung mand ned under vandet, som også blev angst. Vi passede nu på som smede. Hvis han skulle komme igen, skulle han få en dukkert, han ordentlig kunne mærke.

Pludselig så jeg ham komme, og jeg tog hans hoved med begge hænder og stødte ham brutalt ned under vandet så langt væk, at han lod os være i fred. Han kom nu ikke mere, og vi havde det alle morsomt og dejligt.

Da det blev sent, og badeanstalten skulle lukke, var der et sæt militærtøj i overskud. Vi påtalte, at der var et sæt tøj for meget.

Badeanstalten undersøgte nu badebassinet, og op under den ene trappe sad et menneske. Han blev befriet af bademesteren og lagt op på broen, men han var død.

Vi så nu, at det var ham, som var så vild, og som jeg halede ned under vandet. Jeg var sagesløs og følte ingen skyldfølelse.

Dagen efter stod, at en soldat var død af et hjerteslag under vandet. Så når avisen så sådan på det, kunne jeg tilslutte mig den samme teori og var glad. Men jeg har mange gange tænkt på, så nemt man kan blive morder, hvis man ikke ser ordentlig efter, hvad man laver.

Klædt ud som dame

Jeg var en stor spasmager. Jeg klædte mig ud som dame. Jeg lånte tjenestepigens tøj og smøgede mine blå militærbukser op over knæene, tog et par halvfugtige gulvklude på som bryster og et halstørklæde om hovedet og et par forlorne fletninger på. Jeg lignede grangivelig en ung pige fra landet.

Min soldaterkammerat, som havde et stort overskæg, førte mig til bal på Røde Vejrmølle.

Det var en succes uden lige. Alle ville danse med den nye pige på gården. Skæg, som min ven hed i almindelig omtale, lod som om han var chalu. Han ville slås med underkorporalen, som var blevet forelsket i mig. De menige tog parti for Skæg og underofficererne for korporalen.

Der blev drukket en hel del, og alle var højt oppe. Til slut blev der budt på øretøver uden for på vejen hjem. Skæg forsøgt at se ulykkelig, men han skulle have tæv. Så endte det med, at jeg afslørede mig selv til meget morskab for alle og til skuffelse for andre.

Vi blev enige om at fortsætte spøgen i næste uge, og så skulle vi få nogle bønder til at spendere på pigen. En stor gårdmand friede, men jeg var for bly og sagde nej. Han var i hopla og købte masser af øl til mine kammerater og mig.

Skæg passede på mig som en smed. Bonden blev nærgående og tog mig om brysterne og bagefter op af benet. Til alt held havde jeg smøget mine bukser så højt op, at han ikke bemærkede, at jeg var en mand.

Nu gik det for vidt, sagde Skæg. Skal du sidde og rave på min forlovede. Jeg har aldrig kendt mage dit svin.

Bonden blev bange. Betalte alt hvad vi havde nydt, og det var ikke småting.

På vejen hjem morede vi os kongeligt over den spas. Vi sang til den lyse morgen, og alle var fulde og glade.

Ja sådan havde jeg mange gode tider med venner.

Jeg husker en omkørende ostemand, som havde et lille hus og 3 børn. Han kom på gården og solgt ost. Han friede til mig, og jeg skulle komme hjem og se hans dejlige børn. Hans kone var død, og børnene savnede en mor.

Jeg tog med ham hjem og legede med børnene, som alle var så glade for mig. Jeg kunne ikke lide at spille min komedie for vidt, og fortalte ham at jeg var 680. Han var ved at revne af grin og børnene med.

Flere år efter talte jeg med ham. Han sagde: Mine børn, som nu er voksne, taler om 680, som er deres morsomste erindringer fra min soldatertid.

Der gik vilde rygter om mig. Ikke alle lige sandfærdige, men sådan er nu livet. Mod ond sladder kan man ikke gardere sig. Det har jeg prøvet mange gange. Det kalder jeg misundelses brød. Det kan man få uden brødkort.

En episode fra Roskilde

Jeg var lige kommet ud af Roskilde arresthus, hvor jeg var blevet klippet skaldet for lus, så køn var jeg jo ikke at se på. Da jeg kom til Hotel Prinsen, så jeg på plakaten, at min onkel Wiliam gav forestilling den samme aften.

Han bød på på boksekampe med en af datidens provinsielle boksere, som hed Halvorstran eller Halberstat, ded husker jeg ikke. Men han bød de lokale boksere på øretæver. Hvis de kunne slå ham ud i tre omgange, fik de en penge præmie. Men det kunne de ikke.

Bagefter var der varieteforestilling med dans af min kusine, som lavede Jokaj (???) ballet med mere. Klovne optræden af min onkel m.m.

Efter forestillingen inviterede min tante og onkel samt min kusine på smørrebrød i salonen på Hotel Prinsen. Der var bestilt et dejligt bord, og maden stod klar, da vi kom ind i salonen.

Jeg hang min kasket ud i garderoben samt mit våben og kåbe. Jeg var ren og pæn men kortklippet, hvilket vakte opmærksomhed, da jeg kom ind. Jeg satte mig til bords og var glad sammen med min familie, men så begyndte komedien.

3 af de bedste borde var reserveret af forskellige officerer af høj rang som naturligvis ikke kunne sidde i de samme lokaler hvor der sad en skaldet menig.

Jeg anede ikke uråd om hvad der ville ske.

Restauratøren kom høfligt hen ved vort bord og bad mig følge med ud, da der var en herre, som gerne ville tale med mig.

Jeg sagde: Jeg kommer om lidt. Vi var lige ved snapsen. Jeg skålede med min kusin og alt var lyst og dejligt.

Nu kom restauratøren igen og sagde at det hastede. Jeg rejste mig og hilste ærbødigt på officererne, som jeg skulle. De værdigede mig ikke et blik.

Jeg blev kold og bleg af raseri. Hvad var det for en opførsel af en bande svin!

Da jeg kom ud i garderoben, blev jeg anmodet om at forlade Hotel Prinsen af en officer, da Hotellet var forbeholdt officerer. Det vidste jeg intet om og havde aldrig hørt om det.

Jeg spurgte, om jeg måtte sige pænt farvel og tak for mad til min familie. Det blev mig nægtet.

Min onkel kom ud til mig og sagde farvel. Han forstod heller ikke et muk af det hele.

Da jeg ville gå ud af hoveddøren standsmæssigt, blev jeg bagfra af to officerer trukket med vold ud af bagdøren og smidt ned af trapperne til gården.

Restauratøren og personalet tog mit parti og kunne godt forstå, at jeg var gal i hovedet.

Jeg løb uden om gården og ind i salonen, hvor der var vild diskussion, om man havde lov, at smide en mand ud, som var høflig og korrekt.

Jeg fløj hen til det store kolde bor vor officererne sad og knaldede de to, som havde smidt mig ud, et par på tæven, så at de kunne forstå, at det var alvor det her.

Alle gæster var lamslåede, og min familie græd og skreg i kap med de andre gæster.

Politiet og soldater var blevet tilkaldt, og jeg blev med gevalt ført ud på gaden, som var sort af mennesker.

Da jeg skulle belægges med håndjern, løb jeg amok.

Jeg tog min bajonet og huggede mig løs fra soldater og politi. Folk gjorde plads, for at jeg kunne komme væk i en fart.

Så jeg løb alt hvad jeg kunne med hele byen i hælene. Jeg kunne sagtens have løbet fra dem, hvis jeg havde været stedkendt, men man fik mig ind i en blindgyde, hvor man omringede mig.

Jeg sloges på livet løs og sårede to dragoner, som måtte på hospitalet.

Jeg lå i min gamle celle og var bevidstløs. Hvor længe ved jeg ikke.

Efter nogen tid kom min stabssergant Haagensen, som var mig venligtsindet.

Ja, 80. Nu skal de flyttes. Vil De gå frivilligt med mig, eller køres med vold?

Jeg foretrak at blive kørt med vold. Den metode kendte jeg. Kærlighed forstod jeg ikke.

Ja sådan havde jeg mange oplevelser i min soldatertid.

Bladene var fulde af en desperat soldats forsøg på mord af to kammerater.

Lang tid efter, da jeg lå på sygehuset, kom den ene dragon og bad mig tilgive ham. Han var jo blevet udkommanderet, og det var ikke hans skyld.

Hans mor, en bondekone, kom også og besøgte mig. Hun havde bagt en stor æblekage og en flaske saft.

Jeg var bevæget og takkede rørt. Vi spiste og drak alle på stuen. Det var en festdag for mig og mine venner på stuen.

Det var en af de 57 krigsretssager, jeg havde i tjenesten.

Jeg var nu klar over, at soldat blev jeg ikke mere efter udstået straf i Stokhuset som den sidste fange helt alene i det gamle fængsel med en ensom fangevogter, som var mig venligtsindet til det sidste.

Kort efter at jeg var kommet ud blev Stokhuset revet ned, og jeg kasseret som ubrugelig til al krigstjeneste efter at have afsonet 57 straffesager indenfor militæret.

Krigsretten var sat på Rigensgade Hospital, hvor jeg var under skarp bevogtning til sidste minut, og så pludselig var fri.

Ingen tøj eller noget at tage mig til. Jeg gik rundt i en beskidt uniform og kappe, som man havde klippet alle knapper af. Jeg var og lignede en original som sov på trappegange og stjal min føde, hvor jeg kunne.

Der gik en lang tid, til jeg fandt mig selv og kom ind i ordentlige forhold. Jeg vendte tilbage til mit fag som konditor, som jeg stadig holdt af.

Copyrighted (C) 1998, 1999 by Leonard Olschansky