Adolf Olschansky
Erindringer og oplevelser
Mine oplevelser i Berlin i tiden ca. 1915-1918

Nach Deutschland

Efter at have vagabonderet her i København var jeg træt af alt, da et engageringsbureau ved navn Bilsing søgte folk. Håndværkere og alle mulige mennesker, sprittere og bumser af værste slags.

Bilsing var ligeglad. Jo flere han sendte af sted, des flere penge tjente han. Der røg et nyt hold af sted hver uge til Rur Duisburg, hvor Krupp havde sine kanonfabrikker.

Vi kom alle på støberiarbejde hos Frederik Hüttemeier, som er en underafdeling af Krupp. Vi var 28 mand på det hold, som jeg var med. En af dem fik delirium, og en fik ligfald, men vi andre 26 kom derned.

Det var en lang rejse. På rejsen derned sang vi vore vemodige hjemstavns viser. En med en blå tud forsøgte at synge på tysk: Nu er jeg ensom og ganz allein, og lampen den er lukket for længe siden. Og så græd han brændevinstårer, så de løb på kryds og tværs ned ad hans kinder.

Vi lo alle og syntes, at det var spændende at komme til det store kejserrige, dumme som vi var.

Bilsing fulgte os til Berlin. Han havde fordelt alt sit flæsk, pølser, sæbe og ris i vores vejsække, så da tolderne kom, havde han ikke noget at fortolde. Vi andre så så lurvede ud, at tolderne overså os komplet.

Da vi var i Berlin, kom et par officerer og tømte alle de gode sager ud af vore vejsække. Der var jo hungersnød i Tyskland den gang. Hele verden havde blokeret for fødemidler og alt andet. Alle hamstrede, og det blev slemmere og slemmere for hver dag der gik.

Krupp

Fra Berlin fik vi en billet til Duisburg. Så skulle vi rejse alene.

Det gik meget godt, men vores humør var tit noget blandet. Da vi ankom til Duisburg, blev vi modtaget af en kontormand, som anviste os vore pladser, hvor vi skulle arbejde og bo.

Det første sted hvor jeg var, skulle jeg sprøjte vand på de gloende slagger, der dannedes på det flydende jern, som sprøjtede ud af de kæmpestore smeltedigler. Dråberne, der faldt ud over kanten, var så store som bordplader.

Når de var afkølet med vand, skulle de fjernes på tipvogne af de franske soldater, som de havde taget til fange. De måtte arbejde hårdt i 9 timer. Der var 20 mand i hver kolonne, som blev ført til og fra arbejde af en gammel lansturnersmand (???) på cirka 80 år.

De boede i en slags barakker og levede hovedsageligt af kolerabi suppe. De have alle sammen mavepine og sled og sked sig ihjel.

Da vi danskere havde prøvet det i 2 uger, var vi godt gale i hovedet af sult og slæb. Vi forlangte at få en bedre forplejning, og vi klagede vor nød til en underdirektør. Han sagde: "Vi ønsker ikke utilfredse folk, så de kan jo bare gå." Det var let nok sagt. Vi var uden mad og med meget få penge.

Vi var 4 mand: 1 skorstensfejer, 1 sadelmager, 1 bums og 1 konditor. Det var lille mig. En for alle og alle for en.

Først stjal vi nogle salte sild fra køkkenbarakken. Så gik vi ud af landevejen alle 4. Vi stjal æbler fra vejtræerne.

Da vi var kommet et langt stykke vej væk fra Krupp-Werke, blev vi alle 4 taget til fange af en ridende grøn gendarm med pikkelhue. Han red foran, og vi gik troligt bagefter.

Da vi kom til en stor by, blev vi ført til rådhuset og sat i kachotten, hvor vi sad i 3 dage. Så blev vi ført for en dame, som sagde, at vi var sigtede for tyverier - vi var blevet iagttaget på lang afstand - og at vi havde stjålet æbler, som tilhørte kommunen. Men hvis vi ville tage tilbage og arbejde hos Krupp, så ville hun lade nåde gå for ret.

Vi svarede: "Vi vil nok arbejde, men ikke hos Krupp. Vi vil til Berlin og arbejde ved vores fag." Bumsen nægtede pure at arbejde. Så ville han hellere dø. - Vi så ham aldrig mere!

Der blev telegraferet til Bilsing om at komme og tale os til fornuft, da flere af holdene var begyndt at gå fra Krupp for ikke at dø af sult. Den unge Bilsing kom og forklarede os, at hvis vi ikke ville arbejde, ville vi alle blive straffede for tyveri og tvangsindlagt til hårdt straffearbejde i kulminerne. Vi lurede lidt på den men svarede, at vi gerne ville arbejde ved vores fag i Berlin eller et andet sted.

Vi fik et forlig i stand og kom alle til Berlin til vores store glæde og tilfredshed.

Berlin

Det første sted boede vi i et hus med senge fra gulv til loft. Hele huset var fyldt med civile fanger af alle nationer. De så farlige ud, og trods vores fattigdom følte vi os rige ved siden af dem.

Vi kunne komme og gå for at søge arbejde, og min kammerat, som var sadelmager, fik arbejde ved sit fag.

Han blev gift med en sød servitrice, som var 20 år ældre end ham. Men jeg tror, de var meget glade for hinanden. Hun havde lejlighed og to søde børn. Jeg mødte dem flere år senere i Naverklubben til en fest, hvor de så lykkelige ud. Hun var nu dansk, og han var halvt tysk.

Min ven skorstensfejeren, som hed Per Jørgen, var fra Odense og en rolig og behagelig og god kammerat. Vi delte ondt og godt. Vi havde kun eet sæt pænt tøj, som vi skiftedes til at gå med, når vi skulle ud at danse eller i opera. Opera var den store mode. Jeg så mange store operaer: Tryllefløjten, Don Juan, Tryllefløjten og jeg husker dem ikke alle.

Wilmersdorf

Vi søgte logi sammen i en bydel, som hed Wilmersdorf, og det første sted var hos en polsk familie.

Da vi kom ind, var der et lille rundt bord med et billedalbum, som jeg tilfældigt åbnede - og det første, jeg så, var et billede af min far som dummepeter. Jeg syntes, det var mærkeligt at støde på så langt fra Danmark og i en millionby.

Jeg sagde, at det var min far. Han forklarede mig, at han havde fået det personligt af min far i Ungarn, hvor han havde været staldkarl i Cirkus Barokaldi og lært papa at kende. Vi tog det som et godt varsel og flyttede ind.

Vores første arbejde var som gadebelysningsarbejdere. Vi blev sendt ud i Wilmersdorf for at sætte nye kul i buelamper, som man dengang brugte. Kullene udbrændte, og vi skulle efterse, om de var i orden og udskifte dem.

Vi havde en stor stigevogn med store hjul, så vi kunne trække den op i højden. Alt var håndkraft. Vi kørte og trak med vores med vores store trækvogn op og ned af Berlins gader. Vi var glade. Det var et herligt liv. God løn og rigelig frihed.

Vi blev så dygtige, at vi skulle ud og reparere kabler, når der var kortslutning. Det kneb ikke så lidt, så vi måtte have assistance af nogle ingeniører. Men alt gik glat, så vi blev frække og ville have mere i løn. Vi fik afslag og sagde retmæssig vores stilling op, og vi fik en fin anbefaling af Wilmersdorf Kommune.

Flyttemand

Vi fik nyt arbejde som flyttemænd hos Frank Koviak, som var et stort flyttefirma, til en meget bedre løn foruden drikkepenge.

Jeg skal love for, at vi fik set noget af Berlin i øst og vest. Julen nærmede sig med raske fjed, og sulten blev større. Alle frøs, og ingen brændsel fandtes. Det var slemt!

På pladsen havde vi to vagthunde - et par smukke tyske boksere - og en fast natvagtmand. Vores sjakbajs var en stor ældre berliner ved navn Fritz. Han var meget slagfærdig og ikke bange for bussemænd. Nar man stjal noget, så hed det: at annektere. Det lød jo finere.

To dage før juleaften sagde Fritz: Vil du med på holdet lille dansker? Og jeg var straks med. Komplottet bestod af vagtmanden, Fritz, Per Jørgen og mig samt to flyttemænd, som jeg ikke kendte.

Om natten blev Teddy slået ihjel og fordelt ligeligt - omtrent. Fritz havde første ret på alting, som blev annekteret. Jeg fik forboven og et stykke af halsen. Jeg var meget glad, fordi jeg skulle holde juleaften sammen med en dame, som hed Ani Lik og hendes søn på 14 år, som hed Willy.

Vi havde sparet 3 kartofler op i løbet af ugen foruden en saltet røget sild. Og vi havde et stort juletræ med store kulørte glaskugler. Vi åd, så vi var syge i flere dage, men det var en herlig juleaften.

Den næste pladshund, som hed Bonzo, røg til nytårsaften, og vagtmanden røg efter nytår, da han ikke havde passet godt nok på de to pladshunde. Vi så ham aldrig mere. Jeg undrer på om de også havde ædt ham. Ha, ha.

Vinter og julesne tog til. Kejser Wilhelm og Kejser Karl af Østrig skulle have en stor parade på Unter den Linden. Der var bygget en stor trætribune, hvor de stod side om side af hinanden og svor: Vi holder fast og tro tilsammen, - imens de menige gik i stram march forbi tribunen.

De havde tynde Glase bukser på, og kulden var over 20 grader. Mens begge kejserne var pakket ind til op over næsen, så at de ikke kunne fryse - Per Jørgen og jeg var kravlet op i et træ samt mange nysgerrige. Vi sad i over en time og frøs fast med rumpen, men det var et skue, som man sent ville glemme.

Der gik den gang et meget stort had fra alle tyskere mod hele verden, som var dem imod. Man skrev slagord på alt:

Jeder Brit bekomt ein Trit.

Jeder Jab bekomt ein Klabs.

Jeder Rus bekomt ein Shus.

Jeder Fransos bekomt Stos

Og sådan havde man udtyk for al sin had mod alle. Elevator hed nu Farstul og alle udenlandske ord blev lavet om til tyske ord.

Sulten blev stor og kulden værre. En dag vi var ved godsbanen for at flytte nogle vagoner møbler, kom en hel arme, som skulle sendes til fronten. Det tog mange timer, og vi kunne ikke komme ud. Der blev spærret af, så ingen soldater kunne rømme deres vej.

De kom med fuld musik. Det ene orkester efter det andet. Alle spillede de: Ven die Soldaten durs die Stat marchiren öfne die Medels die Fenster und Tyre, Warum nur darum nur wegen, thin da ra - Thim da ra. De havde blomster i bøssepverne, og mange havde deres mor eller bedstemor eller kone med børn, som fulgte dem til deres sidste rejse.

Da afspærringen var slut, stod alle de civile pårørende udenfor afspærringerne i flere timer og græd. Al musik hørte op, og musikerne spadserede hjem.. De skulle være klar til næste afgang.

På togene malede de tyske soldater: Til Paris, og mange slagord men de unge soldater græd deres salte tårer. De vidste, de aldrig kom tilbage.

Da det var blevet mørkt, spurgte Fritz, om vi skulle på annekteringsjagt. Vi var kun tre mand.

Per og lille mig vi fandt en godsvogn, som kom fra Frankrig. Med et stort koben brækkede vi låsen itu, og tænk, i vognen var der kasser fuld af olivenolie på flasker og sardiner. Vi tog, hvad vi kunne af alt og gemte i et hemmeligt rum i flyttevognen. - Langt ude kom to mand med lygter. Det var banepolitiet.

Fritz var ikke rådvild. Han sagde: Vi kører dem imøde og anmelder, at vi har set en godsvogn, som er opbrudt. Vi steg af vognen og viste stolt politiet, hvor det var.

De sagde: Vi må nok hellere plombere døren. Vi spurgte, om vi kunne få lidt for godt samarbejde. Vi fik to flasker hver og fire dåser. Den samme portion tog politiet selv. De takkede og låste døren, og vi kørte hjem med et ordentligt forråd af af varer, som var guld værd i Berlin.

Vi delte ligeligt, omtrent, undtaget Fritz. Han var jo vores bajs.

Jeg byttede mig til et sæt nyt tøj for noget olivenolie og en flot pels med astrakankrave. Ny hat. 3 par sko. En lædeskibak (???) og mange andre ting.

Jeg søgte mig et flot værelse og flyttede fra min ven Per Jørgen. Fritz søgte arbejde i et stort flyttefirma, som hed Gustav Gnauer. Han fik pladsen. Lønnen var meget større. Han ville gerne have den lille dansker med, som han kaldte mig. Per Jørgen kom ikke med.

Vi kom en del hos en restauratør. Han hed onkel Ernst. Fritz og han var meget gode venner.

Vi sad altid inde bagved i hans private gemak. Der kunne vi få ostemad og forskellige ting, som ellers ikke fandtes. Vi betalte aldrig. Alt var uden penge.

Fritz var leverandør med olie, æg, høns, kaniner, vin og mange andre ting, som ikke kunne købes for guld. Alt af hunde og katte var spist op, men min ven onkel Ernst havde en stor langhåret St. Bernhardshund så stor som en lille hest. Han værnede om den. Han var bange for at nogle ville annektere den, hvad de sikkert også havde gjort.

Onkel Ernst han sagde: På tirsdag skal alle mine venner komme til begravelse med stor middag og alt hvad dertil hører.

Vi kom kl. 12 middag og festede i 3 samfulde dage og nætter uafbrudt. Vi var circa 30 personer. Han lukkede restauranten for uvedkommende i en hel uge. - Det var en sorgens fest. Vi åd den dejlige St. Bernhard, som hed Pylags. Vi sang, og vi åd, og vi drak - og den lille dansker var lige ved at en ægte berliner. Ja sådan kan det gå, når folk de sulter.

Nøden og sulten blev værre. Penge var ingenting værd, men mad var guld værd.

Vi flyttede for en rig jødefamilie, som havde en levende høne, som boede i deres badekar og en lille spand æg, som lå i vandglas, for at holde sig, samt 60 flasker fin conjak. Da vi var færdige med at flytte, havde værken høns, æg eller conjak.

Fritz havde sit hemmelige rum og påstod, at der var nogle frække berlinere, som havde taget det, mens vi var oppe i lejligheden.

En anden familie, som vi flyttede for, havde to levende kaniner i deres badekar. Alle folk sultede, og derfor hamstrede de. Da vi var færdig med at flytte, havde de ingen kaniner eller rødvin. Alt var forsvunden.

Fritz var en stor tryllekunstner. Vi skulle flytte for en professor med en masse bøger. Bøger i en flyttekasse er meget tungt, og Fritz havde morskab af at overlæsse os med bøger.

Jeg fik en meget tung kasse på nakken og begyndte at gå ned af trapperne, da pludselig mine ben ikke mere ville gå. Jeg råbte om at få den taget af nakken. To mand kunne dårligt løfte den af. Mine blodårer på begge ben var sprængt af overbelastning.

Jeg har men af det endnu. Man kan tydeligt se, hvorledes de er sprængt. Jeg har smerter i så mange år efter. Jeg er nu 77 år og må sidde med et lille uldtæppe om mine knær. Der skal varme til. Det hjælper.

Sult

Jeg søgte nu noget lettere arbejde og kom ind som konditor hos Josty på Postdammerplas. Der gaves rigtig bønnekaffe. Lønnen var ikke stor, men kaffebønner var en efterspurgt vare. Så længe der var kaffebønner, så længe blev jeg på pladsen. Da bønnerne var slut, var jeg også slut.

Nyt arbejde hos Kempinski, en meget stor og dyr restauration. Jeg passede farstolen med resterne, der kom tilbage. Det var af vildtsvinekød fra kejserens lyst jagt. Han havde kød nok. Der var forskellige fugle, men alt blev gnavet rent af benene så tæt, at jeg tabte mit gode humør og sultede videre.

Penge var der nok af. Man lavede bare nogle nye. Af mad fandtes ingenting. Kolerabisuppe som løb ud af en. Alle var syge af sult. Berlinerne sang: Marmelade ist best her in unser stadt. - marmeladen var lavet af kolerabi. Det smagte ikke godt, men folk åd alt.

En dag jeg gik hjem fra arbejde, faldt en hest om død af sult midt i kørebanen. Kusken spændte seletøjet og vognen fra og gik med vognen for at hente hjælp. Ud fra sidegaderne kom kvinder med knive og skar ud af det varme hestelår. Store lunser kød. Det var lige som rotter. De løb med en luns hver. Nye kom til og der kunne til slut ikke være flere om hesten. Det var som fluer på et stykke sukker. Da vagtfolkene kom, var den halve hest væk.

Det gjorde et dydt indtryk på mig at se hvorledes den virkelige sult var. Jeg glemmer det aldrig!

Bordellet

Jeg taler prima tysk og selvfølgelig dansk. Jeg taler dansk med københavner slang fra århundredskiftet. Som tolk i min første tid, var jeg anviser for et bordel i Gystraur (???) som hed Klevinenmauer. Det var en gammel fæstningsmur, hvor der var 18 gamle kasematter. Det lå i udkanten af byen.

Bordelmutter havde en circa 20 piger, som ventede på kunder. Da jeg havde 40-50 mand om ugen, som skulle videreforsendes til Ruhr eller andre steder hen. Det første , de spurgte om, var, hvor man kunne købe piger. Jeg anviste Klevinenmauer og var en slags amatør alfons.

Bordelmutter gav mig procenter af indtægtener, og pigerne var alle vældig søde ved mig. Bordelmutter var polak og hed Nardelli. Hvad pigerne hed, husker jeg ikke, men nogle var meget glade for mig, og jeg kunne få alt gratis.

En af dem skulle til Berlin, hvor hendes familie boede. Jeg skulle også til Berlin og søge en ny stilling. Hun var den flotte dame, at være sammen med. Hvis ikke man lige vidste, at hun var luder i en bordel i meklenburg, ville man have troet, at hun var forretningsdame. Hun så så tækkelig ud og fornem samt meget dydig, og så var hun den mest raffinerede luder af dem alle.

Mod mig var hun meget sød. Jeg fik alt, hvad jeg kunne ønske mig, den tid vi var i Berlin. Jeg blev præsenteret for hendes familie. Pæne borgerlige folk. Hun ville giftes med mig, men jeg var lidt usikker trods alt. Hun lovede mig, at jeg aldrig nogensinde mere skulle arbejde eller mangle penge, men greb ikke chansen som luderkal. Men køn var hun og vældig elegant.

Vi gik en del i opera og i biografen, men pligten kaldte. Hun rejste atter tilbage til sit erhverv som luder i Klevinenmauer.

Ja mange mennesker fører en dobbelt tilværelse og dækker over deres liderlige og hykleriske sind. Alle er af naturen lige som svin og liderlige dyr, men under masken er selv de skinhellige nogle værre møgdyr.

Jeg kan bedre lide de frække og folk, der siger deres mening lige ud. Vi er nu engang som vi er. Kan jeg gøre for, at jeg er et gammelt svin. Nej vel.

Se dig selv i spejlet engang imellem. Så vil du selv opdage, at du er heller ikke af de gode her på jorden. Men pas på udadtil at holde den rigtige maske.

Sult og revolution

Jeg blev ansat ved en banegård på godsekspeditionen. Vi var to mand, en østriger og lille mig. Jeg skulle stemple fragtbreve og sørge for ud- og indlevering. Jeg havde 16 ældre kvinder som arbejdsmænd. De var udkommanderet som hjælpetropper. Så kunne de få lidt ekstra ration. Måske lidt ris eller linser eller lidt sukker. Det eneste som betød noget, var mad.

Da jeg havde været der et stykke tid, og ikke kunne annektere fødevarer, søgte jeg en ny stilling inden for militæret, hvor man kunne få en spand varm mad hver dag. Det er lige noget for mig. Mad - mad!

Jeg blev en slags magetender. Man kaldte mig innholer. Det var i Gørts Optiske Fabrik i Reinstrasse i Wilmensdorf.

At være inhænter, eller skaffer, var det samme. Der var mange afdelinger, og jeg skulle betjene 9 afdelinger med, hvad de ville købe. Vi havde sodavand i flere farver: Blå, grøn og rød. Det hed brause. Vi havde sure agurker, røgede spegesild og den varme mad enten i en skål eller, hvis de havde en spand, så kunne tage det hjem og dele med deres børn. Det var udelukkende kvinder, som var arbejder med svære metal ting. Af mænd var der nogle invalider fra østrig og en svensker og en lille dansker.

En gang imellem til påske, jul eller andre højtider kunne være heldig at få fat på en plade Saroti cocolade eller lidt marcipankonfekt eller et stk håndsæbe. Alt dette var kun for de priviligerede, som lavede våben mod fjenden.

Sulten var nu så stor og angsten og hadet. Vi hørte, at vagtsoldaterne skød på deres egne i Berlin. Ved Seirsøjlen skød de nogle skoledrenge. Det trak mere og mere ud til revolution.

Lille mig ville gerne hjem til Danmark, inden de lukkede for al toggang. Jeg sagde min stilling op og fik en fin anbefaling og tog til København, lige før der var revolution.

Jeg var sammen med min veninde lige til det sidste. Hun ville giftes, men jeg var ikke moden nok. Hun var også alt for gammel til mig. Hun var 24 år ældre end mig, men det var dejligt, så længe det stod på.

Da jeg kom hjem, blev jeg konditor igen og fik arbejde i Hillerød hos Frederik Hansen og senere kom jeg til bager Bude, som gav mere i løn, og i Hillerød lærte jeg min kone at kende, og som jeg levede sammen med i 50 år. Så døde hun 64 år gammel, hvilket er den største sorg, jeg har haft i mit liv.

Jeg har 5 gifte børn og 11 børnebørn. Jeg er træt og blevet en særling, og ønsker kun, at jeg ikke er her mere. Jeg drømmer kun om min lille kone, som altid var så sød ved mig. Vi ses snart. Tiden falder mig meget lang. Jeg går i biografen med de gamle, og sejler af og til en tur til Sverige.

Copyrighted (C) 1998, 1999 by Leonard Olschansky