Adolf
Olschansky
Erindringer og oplevelser
Fra min barndom som landevejens børn
Silkeborg
Jeg var ikke 7 år, den gang vi rejste til marked med min mor og
læremester som artist. Han hed Frederik Cortsen og var gladiator og stærk mand.
På vores færden havnede vi i en lille by i Jylland, som hed
Rødkærsbro. På markedet kom ikke mange folk, og vi tjente ingen penge. Vi var så
fattige, at vi kun havde til rejsen til en lille by, som hed Kælderrup. Vi ankom til
kroen, hvor vi skulle give forestilling dagen efter. Vi var alle sultne og havde ingen
penge.
Vi stjal brød fra hestene i rideskolen og dertil lidt salt, som vi
tog i kroen. Vi havde delt plakater ud ud, om at verdens fineste artister skulle optræde,
og vi ventede nu kun på publikum. Ingen måtte vide, at vi var på randen af et
nervesammenbrud af sult.
Min mor bad kromutter, om vi måtte få noget at spise. Hun bestilte
hakkebøf og rødgrød til os alle. Vi var tre drenge: Franz, Lars og Adolf, - mor og
Cortsen samt en sangerinde: Mimmi Najmand, hesteslagter Bekkers nevø, som var pakmester
og rekvisitør samt en lille fordrukken musiker, Suno Velin, men meget fin og dygtig
violinspiller. Alle fik mad og blev mætte.
Vi ventede nu kun på, at folk skulle komme, så vi kunne tjene og
betale enhver sit. Men vi ventede forgæves. Der kom kun to mennesker. Det var alt.
Alle var mætte men fuldt af sorg. Rekvisitterne blev sendt på
efterkrav til Silkeborg, hvor vi havde annonceret, at vi ville spille i
Håndværkerforeningens store sal med hele det store og fine program.
Da vi gik fra Kælderrup Kro, måtte vi sætte vores kuffert i pant,
for maden havde vi spist der. Værten undersøgte nøje, om der var værdier nok. Min
frimærke samling var med! Og min læremesters merskumspibe samt vores gangtøj.
Mor græd. Ingen penge til toget til Silkeborg, hvor vi skulle spille
dagen efter. Om morgenen kl. 8 spadserede vi ud af landevejen til Silkeborg. Jeg husker,
mor havde 20 øre, som hun købt 2 dåser vaselin for på apoteket. 10 øre pr. styk. Hun
smurte os imellem benene, når vi var hudløse af at gå. Alle nød godt af vaselinen på
den lange tur, som varede hele dagen til om aften, da vi nåede til en lille forstad, som
hed Allerslyst.
Vi blev børstede og vasket i en grøft med et lommetørklæde. Vi
skulle forestille, at vi kom med toget. Folk måtte ikke vide, hvor fattige vi var. Vi
spadserede op på torvet i Silkeborg og indlogerede os hos en restauratør, som hed
Vistesen. Ham glemmer jeg aldrig.
Vi var dødtrætte og meget hundesultne. Der blev dækket et flot
bord med al slags mad, og vi spiste, som vi var blevet betalt derfor. Værten sagde, at
vore værelser var gjort i stand. Vi gik i seng og vågnede først nøste morgen til et
festligt morgenbord med alt.
Vi var nu alle spændt på, hvordan det det skulle gå til vores
optræden. Om der ville komme folk og se os.
Det blev en stor overraskelse. 1 time før billetsalget begyndte, var
der en stor kø - alt blev udsolgt og kassen var fuld af penge. Vi fortsatte 4 dage mere
for fulde huse. Vi forstod ikke, at der kunne findes så stor en lykke.
Da mor ville betale Vistensen, sagde mor: Vi vidste ikke, hvor vi
skulle skaffe penge til dem. Hvad hvis der ikke var kommet folk, for vi havde ikke en
øre.
Vistensen sagde: Fru Olschansky, jeg vidste fra Kromanden i
Kælderrup, at De var rejst uden at have betalt, og sat deres kuffert i pant hos ham, og
at det var usandhed, at de var kommet med toget. Deres kuffert har jeg ladet komme her og
indløst deres gældspost inden de spillede. Jeg kunne da ikke se en kvinde med tre små
drenge og et stort ansvar for sit personale.
Mor græd af glæde, at der virkelig fandtes så gode mennesker.
Vistensen havde fortalt om hvilken nød, vi var i, og hele Silkeborg og omegn syntes at
min mor var et nobelt menneske. Alle ville hilse på hende og tale med hende. Vi fik mange
gode venner, som ville låne mor penge, eller hvad hun manglede.
1 slagter ved navn Fredin, som boede i Alerslyst, ville have, at vi
skulle bo hos ham. Han havde et lille hus, hvor vi med glæde kunne flyttede ind. Og vi
boede der i tre år af vores liv i Allerslyst, hvilket jeg mindes med taknemmelighed.
Vores første telt
Om vinteren rejste vi i forsamlingshuse og kroer. Om sommeren drømte
vi om en rigtig rund circus, men pengene var små. Vi købte vores første telt af en
restauratør. Det havde været missionstelt og beværtertelt. Det var ikke stort, men pyt
med det.
Det skulle hedde noget og kom til at hedde: Brødrene Olschansky. Vi
købte en beboelsesvogn af en familie Samblebar (???) og en hest af købmand Mel i
Alderslyst på små vilkår.
Den første by vi skulle spille i var Vejen.
Ved grænsen til Tyskland lå et nyt elektricitetværk med kulbuelamper, som vi så skulle
leje. Værkføreren var tysker. En meget sympatisk mand. Da vi ikke kunne stille depositum
for lyset, sagde han, at vi kunne betale bagefter.
Vi var nu blevet et stort selskab. To musikere, 1 linedanser, 1
klovn, 1 trapest (??) m.m. Alt var såre fryd og glæde, men hvor længe var Adam i
Paradiset?
Da alt var klappet og klar til næste dag, rejste der sig en tyfon,
og telten røg højt op i luften som en ballon, og alt blev knust samt de kostbare
buelamper. Vi var ikke forsikrede og var mere fattige end før.
På kroen i salen lavede vi en forestilling til de nødlidte
Brødrene Olschansky. Alt gik godt. Penge i kassen. Højt humør. Byen betalte de knuste
lamper, og alt var såre godt.
Farvel Vejen. Dig glemmer jeg heller aldig.
Vi fik engagement i Aarhus Virite
Casino. Værten var skuespiller Marinus Olsen. Det var med kost og logi. Senere i Randers Variete Aalborg - Odense - Circus Varite København.
Ja, det var gode tider, hvorfra jeg kun har gode minder.
Vi havnede i Randers i fattigdom og nød. Mor var kun 42 år.
Dødssyg af kræft med tre vilde drenge.
Min bror Franz kom i lære som sadelmager hos brødrene Christensen.
Vi levede af gammelt brød og the. 10 øre om dagen til 4 mennesker. Min bror Lars blev
kleinsmed hos Ludvigsen i Randers. Jeg var bydreng og stjal lidt hist og her. Kul nede ved
banerne (???) og frugt i haverne.
Jeg undrer mig tit over, at man ikke blev en ækel forbryder. Når
man er sulten, fristes man nemt! Ja, livet er ikke for de knækkede.
I lære som artist
Jeg ville stadig være artist. Dum som jeg var. Jeg kom med Jak
Lander (???) som klovn og rengøringskone. 5 kr. om måneden og kost og logi.
Mit logi var på en åben veranda, som hørte til beboelsesvognen.
Jeg frøs som ind i helvede.
Senere kom jeg med truppen som Binjo Sesaro (???). De tævede mig fra
morgen til aften og øvede tortur på mig. Vi boede i Viktoriegade
i et artistpensionat. Den ældste søn var en bandit. Han bandt mig ved fødderne op i
krog i klædeskabet med hovedet nedad. Jeg skulle lære fri balance på hovedet. Jeg
mistede flere gange bevidstheden, når jeg havde hængt for længe. Så løste han mig,
så jeg faldt som en klud på gulvet. Når jeg kom til bevidsthed, hang han mig op igen.
Jeg tror jeg skulle blive tosset.
De havde sluttet kontrakt med Amerika. Jeg var klar over, at jeg
ville dø af smerte i hovedet, hvis jeg tog med til Amerika. Min morfar den gamle Leonard
Houtze (???), som boede på Marie Kirkeplads var min eneste trøst.
Jeg stak af, en formiddag jeg skulle gå i byen efter brød. Hjem til
morfar
Han sagde: Hvad er der i vejen med dig? Du ser så syg ud. Jeg var
bundulykkelig og fremsatmmede nin store nød. Hvis det er sandt, hvad du siger, så er de
tortur!!!!
3 timer efter ringede det på døren. Det var den gamle Benjo. Er
Adolf her? Ja. Han skal komme øjeblikkelig. Følge med. Han har skrevet kontrakt for 10
år, og han er med på kontrakt til Amerika.
Morfar var meget rolig. Han sagde: Vær venlig at sidde ned, til
politiet kommer og henter Dem, for nu ringer jeg til politiet og anmelder Dem for tortur.
Minimums straffen er 6 år i følge den danske lov.
Benjo spurgt, om han måtte gå, før politiet kom. Så skulle der
ikke ske mere. Ja, sagde morfar. På en betingelse: at De bringer drengens tøj og papirer
i løbet af 1 time.
20 minutter efter ringede det på døren. Der lå en pakke med mit
tøj og papir. Sønnen løb ned af trappen, og vi så dem aldrig siden.
Ja, min dreng. Vil du stadig være artist, må du i alle fald prøve
hver dag.
Jeg fik en stegegaffel og 3 kartofler, som jeg skulle chautere. Da
der var gået en måned, ville jeg ikke være artist mere. Hvad vil du så min dreng?
Jeg vil være konditor, så skal jeg aldrig sulte mere.
I lære som konditor
Jeg kom i lære som konditor på Enghaveplads
no 7 hos Sønderby. Aldrig artist mere. Det var hårdt. Mit hjerte var ved Ciens (???),
min krop i konditoriet.
Som konditor blev jeg udlært. Mit fag var interessant, og jeg kunne
lide det.
Som læredreng boede vi oppe på kvisten. En aften jeg lå og sov,
kom vores tjenestepige og bankede på døren. Hun var blevet lukket ude og havde ingen
nøgle og det regnede og var koldt. Hendes ben frøs. Om hun måtte varme dem i min seng.
Hun hed Grethe Person og havde fodsved og meget trængende. Jeg gik
til makronerne, som det hedder i konditorsproget. Vi var kun sammen den ene gang, men det
var nok. Jeg var ikke fyldt 18 år da jeg blev udlagt som barnefar til en dreng: Kristian
Person.
Hun ville have, at jeg skulle gifte hende, men ved tanken om fodsved
kunne jeg ikke få mig til det. Hendes forældre kom fra Sverige og ville sætte mig i
gang med et konditori, men jeg sagde bestemt: Nej. Jeg var jo kun en stor dreng,
Flere år efter ville jeg se drengen, som var blevet en flot fyr. Han
lignede mig på en prik. Jeg måtte betale børnebidrag i 18 år. En nats glæde, 18 års
sorg.
Første gang jeg var virkelig forelsket, var i en lille
konditorjomfru. Hun hed Dina Pedersen. Jeg var vild med hende. Jeg havde fået smag for
kærlighed. Vi var som et par gråspurve ved nat og dag og alle vegne.
Jeg mindes endnu med glæde den tid. Det var den store, store
kærlighed.
Jeg har kun kendt circa 10 kvinder i mit liv. Det var ikke mange,
når hørte hvor mange 100 andre havde kendt. Jeg var aldrig aggressiv. Hvis ikke pigen
lagde op til.
Da jeg var circa 25 år, lærte jeg min kone at kende. Hun var 17 år
den gang. Et stort troskyldigt barn. Hun hed Anna Emilie Christense, Hun var et naturbarn
med en meget skarp hjerne.
Hun så alt og hørte alt men var altid tavs. Hun talte kun sandhed.
Hun talte aldrig ondt om nogen. Ja, hun blev min lille engel. Vi var meget forelskede i
hinanden. I 50 år levede vi et idealt ægteskab til den sidste dag, hun levede.
Copyrighted (C) 1998, 1999 by Leonard Olschansky |