Adolf Olschansky
Erindringer og oplevelser
Fra min barndom som landevejens børn

Silkeborg

Jeg var ikke 7 år, den gang vi rejste til marked med min mor og læremester som artist. Han hed Frederik Cortsen og var gladiator og stærk mand.

På vores færden havnede vi i en lille by i Jylland, som hed Rødkærsbro. På markedet kom ikke mange folk, og vi tjente ingen penge. Vi var så fattige, at vi kun havde til rejsen til en lille by, som hed Kælderrup. Vi ankom til kroen, hvor vi skulle give forestilling dagen efter. Vi var alle sultne og havde ingen penge.

Vi stjal brød fra hestene i rideskolen og dertil lidt salt, som vi tog i kroen. Vi havde delt plakater ud ud, om at verdens fineste artister skulle optræde, og vi ventede nu kun på publikum. Ingen måtte vide, at vi var på randen af et nervesammenbrud af sult.

Min mor bad kromutter, om vi måtte få noget at spise. Hun bestilte hakkebøf og rødgrød til os alle. Vi var tre drenge: Franz, Lars og Adolf, - mor og Cortsen samt en sangerinde: Mimmi Najmand, hesteslagter Bekkers nevø, som var pakmester og rekvisitør samt en lille fordrukken musiker, Suno Velin, men meget fin og dygtig violinspiller. Alle fik mad og blev mætte.

Vi ventede nu kun på, at folk skulle komme, så vi kunne tjene og betale enhver sit. Men vi ventede forgæves. Der kom kun to mennesker. Det var alt.

Alle var mætte men fuldt af sorg. Rekvisitterne blev sendt på efterkrav til Silkeborg, hvor vi havde annonceret, at vi ville spille i Håndværkerforeningens store sal med hele det store og fine program.

Da vi gik fra Kælderrup Kro, måtte vi sætte vores kuffert i pant, for maden havde vi spist der. Værten undersøgte nøje, om der var værdier nok. Min frimærke samling var med! Og min læremesters merskumspibe samt vores gangtøj.

Mor græd. Ingen penge til toget til Silkeborg, hvor vi skulle spille dagen efter. Om morgenen kl. 8 spadserede vi ud af landevejen til Silkeborg. Jeg husker, mor havde 20 øre, som hun købt 2 dåser vaselin for på apoteket. 10 øre pr. styk. Hun smurte os imellem benene, når vi var hudløse af at gå. Alle nød godt af vaselinen på den lange tur, som varede hele dagen til om aften, da vi nåede til en lille forstad, som hed Allerslyst.

Vi blev børstede og vasket i en grøft med et lommetørklæde. Vi skulle forestille, at vi kom med toget. Folk måtte ikke vide, hvor fattige vi var. Vi spadserede op på torvet i Silkeborg og indlogerede os hos en restauratør, som hed Vistesen. Ham glemmer jeg aldrig.

Vi var dødtrætte og meget hundesultne. Der blev dækket et flot bord med al slags mad, og vi spiste, som vi var blevet betalt derfor. Værten sagde, at vore værelser var gjort i stand. Vi gik i seng og vågnede først nøste morgen til et festligt morgenbord med alt.

Vi var nu alle spændt på, hvordan det det skulle gå til vores optræden. Om der ville komme folk og se os.

Det blev en stor overraskelse. 1 time før billetsalget begyndte, var der en stor kø - alt blev udsolgt og kassen var fuld af penge. Vi fortsatte 4 dage mere for fulde huse. Vi forstod ikke, at der kunne findes så stor en lykke.

Da mor ville betale Vistensen, sagde mor: Vi vidste ikke, hvor vi skulle skaffe penge til dem. Hvad hvis der ikke var kommet folk, for vi havde ikke en øre.

Vistensen sagde: Fru Olschansky, jeg vidste fra Kromanden i Kælderrup, at De var rejst uden at have betalt, og sat deres kuffert i pant hos ham, og at det var usandhed, at de var kommet med toget. Deres kuffert har jeg ladet komme her og indløst deres gældspost inden de spillede. Jeg kunne da ikke se en kvinde med tre små drenge og et stort ansvar for sit personale.

Mor græd af glæde, at der virkelig fandtes så gode mennesker. Vistensen havde fortalt om hvilken nød, vi var i, og hele Silkeborg og omegn syntes at min mor var et nobelt menneske. Alle ville hilse på hende og tale med hende. Vi fik mange gode venner, som ville låne mor penge, eller hvad hun manglede.

1 slagter ved navn Fredin, som boede i Alerslyst, ville have, at vi skulle bo hos ham. Han havde et lille hus, hvor vi med glæde kunne flyttede ind. Og vi boede der i tre år af vores liv i Allerslyst, hvilket jeg mindes med taknemmelighed.

Vores første telt

Om vinteren rejste vi i forsamlingshuse og kroer. Om sommeren drømte vi om en rigtig rund circus, men pengene var små. Vi købte vores første telt af en restauratør. Det havde været missionstelt og beværtertelt. Det var ikke stort, men pyt med det.

Det skulle hedde noget og kom til at hedde: Brødrene Olschansky. Vi købte en beboelsesvogn af en familie Samblebar (???) og en hest af købmand Mel i Alderslyst på små vilkår.

Den første by vi skulle spille i var Vejen. Ved grænsen til Tyskland lå et nyt elektricitetværk med kulbuelamper, som vi så skulle leje. Værkføreren var tysker. En meget sympatisk mand. Da vi ikke kunne stille depositum for lyset, sagde han, at vi kunne betale bagefter.

Vi var nu blevet et stort selskab. To musikere, 1 linedanser, 1 klovn, 1 trapest (??) m.m. Alt var såre fryd og glæde, men hvor længe var Adam i Paradiset?

Da alt var klappet og klar til næste dag, rejste der sig en tyfon, og telten røg højt op i luften som en ballon, og alt blev knust samt de kostbare buelamper. Vi var ikke forsikrede og var mere fattige end før.

På kroen i salen lavede vi en forestilling til de nødlidte Brødrene Olschansky. Alt gik godt. Penge i kassen. Højt humør. Byen betalte de knuste lamper, og alt var såre godt.

Farvel Vejen. Dig glemmer jeg heller aldig.

Vi fik engagement i Aarhus Virite Casino. Værten var skuespiller Marinus Olsen. Det var med kost og logi. Senere i Randers Variete Aalborg - Odense - Circus Varite København. Ja, det var gode tider, hvorfra jeg kun har gode minder.

Vi havnede i Randers i fattigdom og nød. Mor var kun 42 år. Dødssyg af kræft med tre vilde drenge.

Min bror Franz kom i lære som sadelmager hos brødrene Christensen. Vi levede af gammelt brød og the. 10 øre om dagen til 4 mennesker. Min bror Lars blev kleinsmed hos Ludvigsen i Randers. Jeg var bydreng og stjal lidt hist og her. Kul nede ved banerne (???) og frugt i haverne.

Jeg undrer mig tit over, at man ikke blev en ækel forbryder. Når man er sulten, fristes man nemt! Ja, livet er ikke for de knækkede.

I lære som artist

Jeg ville stadig være artist. Dum som jeg var. Jeg kom med Jak Lander (???) som klovn og rengøringskone. 5 kr. om måneden og kost og logi.

Mit logi var på en åben veranda, som hørte til beboelsesvognen. Jeg frøs som ind i helvede.

Senere kom jeg med truppen som Binjo Sesaro (???). De tævede mig fra morgen til aften og øvede tortur på mig. Vi boede i Viktoriegade i et artistpensionat. Den ældste søn var en bandit. Han bandt mig ved fødderne op i krog i klædeskabet med hovedet nedad. Jeg skulle lære fri balance på hovedet. Jeg mistede flere gange bevidstheden, når jeg havde hængt for længe. Så løste han mig, så jeg faldt som en klud på gulvet. Når jeg kom til bevidsthed, hang han mig op igen. Jeg tror jeg skulle blive tosset.

De havde sluttet kontrakt med Amerika. Jeg var klar over, at jeg ville dø af smerte i hovedet, hvis jeg tog med til Amerika. Min morfar den gamle Leonard Houtze (???), som boede på Marie Kirkeplads var min eneste trøst.

Jeg stak af, en formiddag jeg skulle gå i byen efter brød. Hjem til morfar

Han sagde: Hvad er der i vejen med dig? Du ser så syg ud. Jeg var bundulykkelig og fremsatmmede nin store nød. Hvis det er sandt, hvad du siger, så er de tortur!!!!

3 timer efter ringede det på døren. Det var den gamle Benjo. Er Adolf her? Ja. Han skal komme øjeblikkelig. Følge med. Han har skrevet kontrakt for 10 år, og han er med på kontrakt til Amerika.

Morfar var meget rolig. Han sagde: Vær venlig at sidde ned, til politiet kommer og henter Dem, for nu ringer jeg til politiet og anmelder Dem for tortur. Minimums straffen er 6 år i følge den danske lov.

Benjo spurgt, om han måtte gå, før politiet kom. Så skulle der ikke ske mere. Ja, sagde morfar. På en betingelse: at De bringer drengens tøj og papirer i løbet af 1 time.

20 minutter efter ringede det på døren. Der lå en pakke med mit tøj og papir. Sønnen løb ned af trappen, og vi så dem aldrig siden.

Ja, min dreng. Vil du stadig være artist, må du i alle fald prøve hver dag.

Jeg fik en stegegaffel og 3 kartofler, som jeg skulle chautere. Da der var gået en måned, ville jeg ikke være artist mere. Hvad vil du så min dreng?

Jeg vil være konditor, så skal jeg aldrig sulte mere.

I lære som konditor

Jeg kom i lære som konditor på Enghaveplads no 7 hos Sønderby. Aldrig artist mere. Det var hårdt. Mit hjerte var ved Ciens (???), min krop i konditoriet.

Som konditor blev jeg udlært. Mit fag var interessant, og jeg kunne lide det.

Som læredreng boede vi oppe på kvisten. En aften jeg lå og sov, kom vores tjenestepige og bankede på døren. Hun var blevet lukket ude og havde ingen nøgle og det regnede og var koldt. Hendes ben frøs. Om hun måtte varme dem i min seng.

Hun hed Grethe Person og havde fodsved og meget trængende. Jeg gik til makronerne, som det hedder i konditorsproget. Vi var kun sammen den ene gang, men det var nok. Jeg var ikke fyldt 18 år da jeg blev udlagt som barnefar til en dreng: Kristian Person.

Hun ville have, at jeg skulle gifte hende, men ved tanken om fodsved kunne jeg ikke få mig til det. Hendes forældre kom fra Sverige og ville sætte mig i gang med et konditori, men jeg sagde bestemt: Nej. Jeg var jo kun en stor dreng,

Flere år efter ville jeg se drengen, som var blevet en flot fyr. Han lignede mig på en prik. Jeg måtte betale børnebidrag i 18 år. En nats glæde, 18 års sorg.

Første gang jeg var virkelig forelsket, var i en lille konditorjomfru. Hun hed Dina Pedersen. Jeg var vild med hende. Jeg havde fået smag for kærlighed. Vi var som et par gråspurve ved nat og dag og alle vegne.

Jeg mindes endnu med glæde den tid. Det var den store, store kærlighed.

Jeg har kun kendt circa 10 kvinder i mit liv. Det var ikke mange, når hørte hvor mange 100 andre havde kendt. Jeg var aldrig aggressiv. Hvis ikke pigen lagde op til.

Da jeg var circa 25 år, lærte jeg min kone at kende. Hun var 17 år den gang. Et stort troskyldigt barn. Hun hed Anna Emilie Christense, Hun var et naturbarn med en meget skarp hjerne.

Hun så alt og hørte alt men var altid tavs. Hun talte kun sandhed. Hun talte aldrig ondt om nogen. Ja, hun blev min lille engel. Vi var meget forelskede i hinanden. I 50 år levede vi et idealt ægteskab til den sidste dag, hun levede.

Copyrighted (C) 1998, 1999 by Leonard Olschansky